En integrativ og helhedsorienteret tilgang
Min tilgang til psykoterapien er integrativ og helhedsorienteret.
At tilgangen er integrativ betyder, at jeg kan inddrage forskellige terapeutiske perspektiver og metoder afhængigt af dig, det du kommer med, og det, der viser sig undervejs i terapien. Jeg er ikke begrænset af én bestemt psykologisk teori eller metode.
Jeg ser mennesket som en helhed, hvor krop, tanker, følelser, relationer og livserfaringer hænger sammen. Derfor arbejder vi ikke kun med det, du tænker og kan sætte ord på. Vi er nysgerrige på dine følelser, kropslige reaktioner, relationer og de erfaringer, du bærer med dig.
Terapeutiske metoder
Flere perspektiver på mennesket
ID-psykoterapi bygger på viden og metoder fra forskellige psykologiske retninger. De forskellige retninger giver hver deres perspektiv på mennesket og på, hvordan vores tanker, følelser, handlinger, relationer og erfaringer kan forstås.
ID-Psykoterapi skal ses som et træ - det vi kalder ID-træet. Rødderne symboliserer de psykologiske retninger:
den adfærdspsykologiske, den kognitive, den systemiske, den psykodynamiske, den eksistentielle, den humanistiske og den transpersonelle.
Rødder i forskellige psykologiske retninger
Træets rødder illustrerer nogle af de forskellige psykologiske retninger, som danner en del af det teoretiske fundament for min uddannelse:
Den adfærdspsykologiske retning
Har fokus på vores handlinger, vaner og adfærdsmønstre – og på hvordan nye måder at handle på kan skabe forandring.
Den kognitive retning
Har fokus på vores tanker og fortolkninger og på sammenhængen mellem tanker, følelser og handlinger.
Den systemiske retning
Ser mennesket i sammenhæng med de relationer og systemer, vi er en del af, og undersøger blandt andet relationelle mønstre.
Den psykodynamiske retning
Har fokus på, hvordan tidligere erfaringer og ubevidste processer kan have betydning for vores følelser, reaktioner og relationer i dag.
Den eksistentielle retning
Beskæftiger sig blandt andet med mening, valg, ansvar og de grundlæggende vilkår, der følger med det at være menneske.
Den humanistiske retning
Har fokus på menneskets ressourcer, selvforståelse og mulighed for personlig udvikling.
Den transpersonlige retning
Inddrager også perspektiver på mening, forbundethed og menneskets oplevelse af at være en del af en større sammenhæng.